Om Centeret
Børn & Læring løser drift- og udviklingsopgaver indenfor dagtilbud, skoler, sundhedsplejen, det specialiserede børne-og ungeområde samt ungdomsskolen. Centret har bl.a. ansvar for pladsanvisningen, administration af kørselsordninger for elever der går i specialtilbud, budget og regnskab, udviklings- og tilsynsopgaver i dagtilbud og skoler.
Dagtilbud
På dagtilbudsområdet er der 10 kommunale dagtilbud samt dagplejen. En del af dagtilbuddene er integrerede institutioner med både vuggestue og børnehave. Flere af dagtilbuddene har tilknyttet en specialgruppe, som er målrettet børn, der har brug for særlig støtte i en kortere eller længere periode.
Skoler
Der er i alt 3 folkeskoler i Stevns Kommune, som er beliggende i henholdsvis Strøby, Hårlev og Store Heddinge. Skolerne har alle SFO-tilbud til og med 6. klasse. Skolerne tilbyder specialundervisning til forskellige målgrupper af børn og unge med udfordringer indenfor autismespektret, ADHD mm. For at modtage et specialundervisningstilbud skal barnet eller den unge visiteres dertil.
Sundhedsplejen
Børn & Læring omfatter sundhedsplejen, der vejleder forældre i forbindelse med fødsler og spædbarnets første leveår. Sundhedsplejen varetager også sundhedsfaglige indsatser i dagtilbud og skoler.
Det specialiserede børne- og ungeområde
Målgruppen for det specialiserede børne- og ungeområde er børn og unge i alderen 0-18 år og deres familier, som i kortere eller længere perioder kan være i udsatte positioner.
Rådgivere og andre fagpersoner på det specialiserede børne- og ungeområde kan tilbyde råd og vejledning samt igangsætte forebyggende og mere indgribende indsatser alt efter familiernes behov. Indenfor området arbejdes der også med børn og unges overgang til voksenlivet samt godkendelse og tilsyn med opholdssteder/familieplejer for børn og unge.
PPR og familiehuset
Pædagogisk Psykologisk Rådgivning tilbyder rådgivning og vejledning til børn, unge, forældre og samarbejdspartnere, hvis der er bekymring for barnet eller den unges trivsel og udvikling. PPR og familiehuset understøtter også skolernes indsats for elever med særlige skolebehov, hjælper børn og unge med tale- og læsevanskeligheder samt tilbyder forskellige indsatser til børn, unge og familier.
Magnoliegården
Den takstfinansierede døgninstitution Magnoliegården hører under Børn & Læring og er et tilbud til børn og unge i alderen 6-18 år. Institutionen har intern skole.
Ungstevns
Ungstevns varetager SSP-arbejdet i Stevns Kommune og står også for driften af ungdomsskolen, som tilbyder en bred vifte af aktiviteter til børn og unge. Ungdomsdagskolen hører også under Ungstevns.