Friluftsliv på Stevns

Stevns Klint Trampesti

22 kilometer lang vandrerute langs klinten med panoramaudsigt til Klintekongens rige. Undervejs oplever du de sidste spor efter dinosaurernes uddøen, som har gjort klinten til UNESCO Verdensarv og Stevnsfortet, der er et underjordisk fort fra Den Kolde Krig. 

Læs mere om UNESCO Verdensarv og trampestien 

Stevns Naturcenter

Stevns Naturcenter ligger ved Mandehoved på kanten af Klinten. Naturcentret tilbyder undervisning og events med oplevelser i naturen.

Må jeg plukke svampe, bær og frugter?

Du må gerne plukke svampe, bær og frugter i offentlige skove og på offentlige arealer, men du må kun samle til eget forbrug.

I private skove må du kun tage, hvad du kan nå fra veje og stier.

Samler du svampe i skoven, er det en god idé at lære svampene at kende, før du eventuelt serverer dem på middagsbordet. Nogle svampe er giftige, nogle få endda dødelige.

Læs mere på Danmarks Naturfredningsforening

Når du færdes i det åbne land

Den største del af Stevns er landbrugsland med marker, græsarealer, markstier mm. Det er tilladt at gå og cykle på veje og stier i det åbne land.

Når du færdes på private arealer, skal du tage hensyn til landbrugsproduktionen og den private ejendomsret, samt respektere de skilte, du møder undervejs.

På offentlige arealer ved stranden må du færdes overalt hele døgnet, med undtagelse af hegninger med græssende dyr.

Læs mere om at færdes i naturen på Oplevmere.nu

Når du færdes på private strande

Du må gerne bevæge dig rundt til fods på stranden hele døgnet rundt.

På private strande må du dog ikke slå dig ned, eller bade, hvis det er mindre end 50 meter fra ejerens bolig.

Du må gerne ride på en ubevokset strandbred fra den 1. september til 31. maj.

Hunde må gerne være på stranden, men hold den i snor i badesæsonen (1. april til 30. september).

Når du færdes i private skove

Næsten alle skove på Stevns er private. I de private skove må du færdes til fods, men kun på skovveje og stier.

Der er adgang fra klokken 6 til solnedgang, og du må ikke slå dig ned nærmere end 150 meter fra bygninger.

Hunde skal være i snor, med mindre det drejer sig om en indhegnet hundeskov.

Som regel står der skilte ved indgangen til skoven med anvisninger til gæster i skoven.

Hvis du vil gå med metaldetektor

Det er blevet populært at søge efter fortidsminder med metaldetektor. 

Ved søgning med metaldetektor på kommunale arealer i Stevns Kommune kræves det, at detektorføreren kan dokumentere et formaliseret samarbejde med et statsanerkendt museum.

Indsend din forespørgsel/ansøgning til Natur og Miljø.

Læs mere

Husk, at det ikke er tilladt at gå med metaldetektor på stranden.

Læs mere om regler og begrænsninger på Kulturministeriets hjemmeside