Beretning om ældrerådets virksomhed 2021

Jf. Vedtægt for Stevns Ældreråd § 3, stk. 8.

Indledning

Ældrerådet i Stevns Kommune er valgt ved Ældrerådsvalget den 17. november 2017 for perioden 1. januar 2018 – 31. december 2021.

Rådets 9 medlemmer har i 2017/2018 konstitueret sig således:

  • Hans C. Bech, Strøby Egede - formand
  • Dorete Olsen, Store Heddinge - næstformand
  • Lilly Meisner Pedersen, Rødvig
  • Bodil Nielsen, Hårlev
  • Susanne Kierch, Hårlev
  • Anna K.M. Hansen, Store Heddinge
  • Jette Olsen, Magleby
  • Britta Jensen-Terpet, Strøby Egede
  • Peder Maimann Olsen, Strøby

Kommunalbestyrelsen skal i samarbejde med Ældrerådet fastlægge de nærmere rammer for rådets virke og høringspligten. I vedtægter for Ældrerådet Stevns er anført, at Ældrerådet skal høres om alle forslag, der vedrører ældre.

Rådet rådgiver kommunalbestyrelsen i ældrepolitiske spørgsmål og formidler synspunkter mellem borgerne og kommunalbestyrelsen om lokalpolitiske spørgsmål, der vedrører ældre.

Der er i 2021 afgivet 12 høringssvar (4 i 2020), der omtales nedenfor.

Møder, konferencer m.m.

Ældrerådet har afholdt 10 ordinære møder (heraf 5 møder via Skype), med i alt 127 dagsordenpunkter, 1 ekstraordinært møde (kommunens budget 2022), samt deltaget i et af Social og Sundhedsudvalgets
afholdt budgetmøde. I anledning af ældrerådsvalget har der været afholdt 3 planlægningsmøder.

Rådet har været repræsenteret ved 1 regionsældrerådsmøde. 1 rådsmøde og 1 temamøde aflyst på grund af Corona. 

Endvidere har rådet været repræsenteret ved et af Danske Ældreråd afholdt temamøde (Web), repræsentantskabsmøde, formands- og næstformandsmøde samt konference således:

Regionsældreråd Sjælland:

4. juni, ordinært møde, Regionshuset Sorø.
4. juni, temamøde ”Seniorliv i Region Sjælland”, Regionshuset Sorø.

Danske Ældreråd:

23. marts, webinar, ”Kommende sundhedsaftale – hvad skal den indeholde for bedst at understøtte ældreområdet”.
16. juni, repræsentantskabsmøde, Odense Congres Center
14. oktober, formands- og næstformandsmøde, Theilgaards, Køge
25. oktober, ældrepolitisk konference ”Livet som ældre i fremtiden”. Hotel Nyborg Strand.

I Stevns Ældreboligselskab er rådet repræsenteret i bestyrelsen ved formanden for Ældrerådet (obligatorisk). Yderligere er rådet repræsenteret i kommunens trafiksikkerhedsråd (Dorete Olsen),  indstillingsudvalget vedr. frivilligt sociale arbejde § 18 (Susanne Kierch), indstillingsudvalget vedr. tilskud til ældreforeninger til aktiverende og forebyggende foranstaltninger (Lilly Meisner Pedersen, Jette Olsen og Anna K.M. Hansen) og styregruppen vedr. nyt plejehjemsbyggeri (Anna K.M. Hansen).

Som ældrerådets kontaktpersoner til kommunens plejecentre er følgende rådsmedlemmer udpeget:

  • Plushøj - Lilly Meisner Pedersen
  • Stevnshøj - Anna K.M. Hansen
  • Brohøj - Jette Olsen,
  • Hotherhaven - Bodil Nielsen og
  • Egehaven - Britta Jensen-Terpet

der på hvert rådsmøde orienterer rådet om nyheder, begivenheder m.m.

Årets gang i rådsmøderne m.m.

Udover rådsmedlemmernes deltagelse i rådsmøderne deltager centercheferne for Social og Sundhed - Dorthe Kapler Holmboe og Teknik og Miljø - Birgitte J.T.K. Nielsen med henholdsvis Nyt fra Sundhed og Omsorg, gennemgang af Social- og Sundhedsudvalgets dagsorden på forestående udvalgsmøde og ligeledes gennemgang af Plan, Miljø og Teknikudvalgets dagsorden.

Rådets møder er lukkede møder, rådet kan dog indbyde gæster til at deltage i enkelte punkter på dagsordenen.

4. januar (Skype)

Årets første møde blev et gensyn med kommunens salg af Strøbyhjemmet. Rådet havde sidste år afgivet et høringssvar, hvor salget blev anbefalet henset til høje driftsudgifter og en kommende større  renovering. Brugerne, som var imod salget, ville få tilbudt Acaciebo i Strøby Egede, der med sine 420 m2 samt 50 m2 kælder ville have et større areal til rådighed end arealet på Strøbyhjemmet.

Forudsætningen var dog, at nogle brugere af Acaciebo blev flyttet til et hus ved Strøbyskolen. Den tanke blev dog opgivet, hvorefter der kun ville blive 300 m2 til rådighed for brugerne fra Strøbyhjemmet. Det betød, at forudsætningerne for ældrerådets høringssvar var ændret, og et 2. høringssvar var nødvendig. Rådet godkendte på mødet et udkast til et høringssvar, der stadig anbefalede salg af  Strøbyhjemmet, dog med betingelser der skulle tilgodese de kommende brugeres ønsker. Høringssvaret tilsendes pressen.

Rådet blev orienteret om Danske Ældreråds temadag den 19. oktober, hvor der var fokus på det kommende valg. Fremmødevalg blev stærkt anbefalet af forsamlingen, ligesom valget burde afholdes i
samme hal som regions- og kommunalvalg, hvilket rådet anbefalede.

Udkast til en ny kommunal demenspolitik forelå til høring. Efter en drøftelse, var rådsmedlemmerne enige om, at det var et godt udkast, man kunne bakke op om, men at det er vigtigt, at der sættes handling bag ordene, så kommunens demente borgere og deres pårørende mærker en forskel, når først demenspolitikken er godkendt af kommunalbestyrelsen.

Centerchefen orienterede om kommende sager i Social- og Sundhedsudvalget (SSU) blandt andet status for Corona. Vaccinationer på plejecentrene forventes påbegyndt i indeværende uge efterfulgt af borgere i eget hjem, som får hjælp til praktisk bistand. 

Sundhedspersonalet er under stort pres på grund af Corona. Alle har været på ekstravagter i jul og nytår. Ej muligt at få vikarer. Øvrige centre har hjulpet med at løse  administrative opgaver.

På det kommende SSU-møde forelå til godkendelse et samarbejde med Boblberg. Et digitalt mødested, som kan bruges til at motivere inaktive borgere, forebygge ensomhed og sikre mental og fysisk  sundhed på tværs af kommunegrænser. Også til godkendelse af kommunens høringssvar til Region Sjællands Frivillighedspolitik for 2021.

Uanmeldte tilsyn på plejecentrene og i hjemmeplejen hvor rapporterne overordnet er fine og borgerne tilfredse.

Ældrerådet oplever en del frustrationer fra pårørende som ikke kan komme på besøg på plejecentrene på grund af Corona.

Centerchefen orienterede om kommende sager i Plan, Miljø og Teknikudvalget (PMT) blandt andet helhedsplan for Stevnshallen. Ældrerådet ser meget gerne, at der tænkes mødelokaler, som også kan anvendes af foreninger, ind i planen.

Trafiksikkerhed blev drøftet. Ældrerådet spurgte ind til manglende møder i Trafiksikkerhedsrådet. Centerchefen forventer disse møder genoptaget.

Der er sendt spørgeskemaer ud til 4.000 borgere vedr. en ny boligpolitik. 600 besvarelser er p.t. modtaget.

8. februar (Skype)

Mødet blev indledt af centerchefen, der orienterede om sager på PMTs kommende dagsorden med en orientering om spørgeskemaundersøgelsen vedrørende ny boligpolitik, hvor lidt over 1.000 borgere havde indgivet svar. Det gav anledning til drøftelser om blandt andet at bruge naturen som brand for kommunen, omdannelse af grønne arealer i boligområder til små oaser, mere vild natur og landsbystrategi. Ældrerådet anbefaler, at kommunen også tænker flere muligheder i forhold til etagebyggeri.

Centerchefen fortsatte med blandt andet ny Rødvig Station, indretning, adgangsforhold og parkering, godkendelse af kommuneplan 2021 – 2033, fredningen af Stevns Klint, ny affaldsordning og godkendelse af  forretningsorden for Stevns Kommunes kommunalt ejede almene ældre- og plejeboliger (SKÆP). Ældrerådet anbefalede, at der, med henvisning til en sag om godkendelse af regnskabet, formuleres nogle retningslinjer for, hvordan regnskaber fremover skal udfærdiges.

Ældrerådet havde modtaget en borgerhenvendelse vedrørende tilgængeligheden i Nicolinelund i Strøby Egede. Problemet var, at flere beboere, hvad enten de var gående, cyklende eller kørende, måtte tage en omvej på ca. 1 km for at komme ud på Stevnsvej og til det nærliggende busstoppested. Men både udstykkerne og grundejerforeningens bestyrelse med tilslutning fra en generalforsamling afviste en foreslået løsning, som flere beboere havde ønsket. Centerchefen oplyste, at området er privat område, hvorfor kommunen, såfremt ellers lokalplanen er fulgt, ikke kunne hjælpe. Ældrerådet finder ud af, om der kan gøres mere ved sagen.

Centerchefen kunne orientere om en kommende temadrøftelse i SSU vedrørende aktiviteter på plejecentrene, en budgetprognose 2021, starten på budget 2022, godkendelse af demenspolitik og udpegning af  boligselskabet, som skal stå for det nye plejecenter.

Der blev givet en Corona status. P.t. var der ingen smittede blandt beboerne på plejecentrene. Kommunen følger vaccineplanen, som kører planmæssigt.

Sundhedsprofilen er i gang.

Ældrerådet havde bemærket et stigende arbejdspres hos kommunens plejepersonale, hvilket rådet fandt bekymrende. Centerchefen fortalte, at det især var under jul og nytår var rigtig svært at få vikarer. Der arbejdes på at få fastansat det personale, der skal være. Sundhed og Omsorg har fået 5 mio. kr. mere i 2021 til området.

Ældrerådet udtrykte ligeledes bekymring for, om alle medarbejderne har den fornødne viden og erfaring nok til at tage sig af det stigende antal demente borgere. Centerchefen svarede, at forvaltningen p.t. regner på, hvad behovet er for demenspladser fremover.

Det kommende ældrerådsvalg den 16. november blev drøftet. Det blev besluttet at nedsætte et valgudvalg bestående af Hans, Jette, Susanne og Lilly samt Tine som tovholder med første møde den 9. marts.

På det kommende valg til Danske Ældreråds bestyrelse besluttede rådet at afgive stemme på regionsældrerådets formand Flemming Tejmers, Vordingborg Kommune og som dennes stedfortræder
Bent Jørgensen, Guldborgsund Kommune. Begge blev valgt.

15. marts (Skype)

Centerchefen indledte med en Corona-status - meget få smittede i Stevns Kommune, ny afdelingsleder for plejecentrene Maj-Britt Toft starter efter påske, forslag til ny kommuneplan er sendt i høring.

Centerchefen orienterede videre om sager på SSUs dagsorden blandt andet forbedret styring af ældreområdet, herunder KLK´s (KL´s konsulentenhed) rapport og beslutning om, hvordan der kan arbejdes videre med de udfordringer der afdækkes i rapporten. Den peger på 4 temaer styring og retning, serviceniveau, systemunderstøttelse og visitation og udfører.

Café Stevnen havde fået skåret i sit tilskud for 2020 og 2021. Rådet har været imod den politiske beslutning og appellerer til, at der skabes stabilitet omkring situationen og Café Stevnens brugere.

Rådet havde modtaget referat fra valgudvalgsmødet den 9.marts. Anbefalingerne i referatet blev godkendt. Hvis Corona-situationen tillader det, vil Ældrerådet afholde nogle borgermøder efter sommerferien. Næstformanden kontakter Stevnsbladet, med henblik på en omtale i Stevnsbladet og/eller Dagbladet i maj/juni måned.

Vedrørende den nye affaldsordning er Ældrerådet tilfredse med, at der ikke kommer flere affaldsbeholdere, men kun en anden rumdeling i de nuværende. Dog er rådet bevist om, at det kan blive uoverskueligt for de borgere, som allerede nu synes, at det er svært at sorter affaldet korrekt.

Danske Ældreråd afholder webinar den 23. marts. Hans, Anna, Lilly og Jette deltager.

Vedrørende den i februar mødet nævnte henvendelse fra en borger om manglende tilgængelighed i Nicolinelund, havde Ældrerådet formuleret, godkendt og afsendt en besvarelse med bemærkning om, at området er privat, hvorfor der ikke kan foretages videre i sagen. Ved starten af behandlingen havde formanden - som beboer i området - erklæret sig inhabil og deltog således ikke i forløbet.

12. april (Skype)

Ældrerådet havde besøg af vejingeniøren fra Teknik og Miljø, der orienterede om en statslig pulje til kommunale cykelstiprojekter. En pulje kommunerne kunne søge penge fra. PMT træffer senere beslutning om, hvad der skal indgå i ansøgningen fra Stevns kommune. Ældrerådet efterlyste cykelmarkering på asfalten gennem Strøby og Strøby Egede.

Udkast til den nye boligpolitik er sendt til høring. Ældrerådet gennemgik udkastet, hvor følgende emner blev nævnt - mangel på mindre boliger, mulighed for flere bofællesskaber, bedre adgang via stier til blandt andet offentlig transport og indkøbsmuligheder, bedre og sammenhængene cykelstier og sammenhæng mellem udbud og boligpolitik.

Ældrerådet havde inviteret direktøren for Sundhed og Omsorg, Ralf Klitgaard Jensen med til mødet for at drøfte relation og samarbejde. Drøftelserne omfattede blandt andet fokus på styring af  ældreområdet, udvikling og demografi, stigende antal borgere med demens, udvidelse af Nichen, frivillige som hjælp til forebyggelse af ensomhed, flere visioner i forhold til rekruttering af frivillige hjælpere. Direktøren foreslog, at Ældrerådet, forvaltning og Frivillighedscentret laver et samarbejde om dette.

Også den nye afsnitsleder Maj-Britt Toft for plejecentrene var inviteret og præsenterede sig selv. Hun var orienteret om, at Ældrerådet har udpeget en kontaktperson til hver af kommunens plejecentre. Kontaktpersonerne vil i nærmeste fremtid blive inviteret til en drøftelse omkring udviklingen af plejecentrene.

Under ”Nyt fra Sundhed og Omsorg” ville centerchefen - i tilslutning til ovennævnte samarbejde med Frivillighedscentret - kontakte centret med henblik på et samarbejde med Ældreråd og forvaltning omkring
frivillighed i Stevns Kommune.

Der er foretaget nyansættelse af to fagkoordinatorer på Hotherhaven.

Til det kommende møde i SSU orienterede centerchefen blandt andet om nye lokaler til hjemmeplejegrupperne på Strøbyhjemmet og Store Heddinge og status for ledige ældre-/familie og plejeboliger, hvor der p.t. var 8 boliger – heraf 7 på Strøbyhjemmet.

Ældrerådet havde modtaget og drøftede en henvendelse fra en borger, der ønskede aktindsigt i Ældrerådets høringssvar. Alle rådets afgivne høringssvar bliver løbende offentliggjort på Stevns Kommunes hjemmeside under de politiske referater, hvor sagen blev behandlet. I Offentlighedsloven § 28, stk. 2 vedr. retten til indsigt i dokumenter er anført, at retten ikke gælder i det omfang oplysningerne er offentlig tilgængelige, hvilket de er jf. ovenstående. Henset til dette, blev borgeren meddelt afslag på sit ønske.

På rådsmødet blev besluttet hvilke idéer og forslag rådets medlem af styregruppen vedrørende bygning af nyt plejecenter i Store Heddinge skulle medbringe til møder med Boligselskabet Stevns v/DAB, hvilket blev

  • opholds-og fællesrum bør indrettes som ”tidslommer” med minder fra ”gamle dage”
  • vigtigt med fællesrum, hvor der også er plads til pårørende
  • boliger bør indrettes som privatbolig og ikke institutionsbolig
  • tv-stik og internetadgang i alle rum
  • vigtigt med lys, udsigt og mulighed for udluftning
  • opmærksomhed på placering af døråbner og hvilken vej dørene åbner, når kørestolsbrugere skal ud og ind.

6. maj (Skype)

Centerchefen orienterede blandt andet om intensiveret rottebekæmpelse, hvor man prøver at finde alternativer til gift. Også spørgsmålet om etablering af ladestandere blev nævnt. Kommunen afventer afklaring af, hvad man må og ikke må. 

Ældrerådet efterlyste endnu engang cykelmarkering på asfalten gennem Strøby og Strøby Egede. Centerchefen følger op.

Centerchefen fulgte efter med blandt andet status over Corona. Stevns Kommune har fået tildelt 600.000 kr. i bloktilskud til at stimulere oplevelsesindustrien. Til gavn for beboerne på plejecentrene og botilbud.

Kommunen har indgået aftale med den digitale platform Boblberg, og borgere i alderen 15 år og opefter kan nu gratis oprette egne netværk.

Vederlagsfri udlevering af rygestopmidler. Dispensationskrav fjernes pr. 30. juni 2021.

Ældrerådet har udfærdiget høringssvar vedrørende kommunens forslag til Kommuneplan 2021. Forslaget har været præsenteret på to borgermøder digitalt med emnerne ”Bosætning + natur” og ”Klima og miljø + erhverv”. Rådet har deltaget i muligt omfang. Rådet har ingen bemærkninger, men vil afvente vedtagelsen og kommunens iværksættelse heraf. Herefter holde sig løbende orienteret inden for de enkelte områder og om fornødent afgive høringssvar.

Høringssvar blev ligeledes afgivet vedrørende kommunens udkast til en ny boligpolitik. Rådet kunne især bakke op om, at kommunen er opmærksom på en større andel af mindre boliger, og at man vil have mere liv mellem husene uden dog at glemme, at der også er borgere, der foretrækker en rolig tilværelse. Rådet foreslår, at boligpolitikken ved nybyggeri indeholder et afsnit vedr. ældre og handicappede, der sikrer adgangen til offentlig transport, adgang til stier og sikre forhold for de bløde trafikanter.

7. juni.

Centerchefen indledte mødet med en orientering om dagsordenen for det kommende PMT-udvalgsmøde blandt andet budget 2022 for PMT og endelig godkendelse af den nye boligpolitik.

Centerchefen forsatte med kommende dagsorden for SSU, der blandt andet indeholdt budget 2022 for SSU, frit leverandørvalg af hjemmepleje, husleje og indskud på plejecentre og ældreboliger, bemanding på plejecentrene og, problemer med rekruttering af personale.

Stevns Kommune havde modtaget 5,7 mio. kr. til et aflastningsprojekt af pårørende og demente. Beløbet gjorde det muligt at udvide åbningstiderne på Nichen, ansættelse af 3 nye medarbejdere samme sted og oprettelse af en onsdagsklub. Ældrerådet efterlyste, at tiltaget fulgte med ind på plejecentrene, men puljemidlerne er målrettet indsatsen og må ikke bruges på plejecentrene.

Ældrerådet havde inviteret kommunens nye kommunaldirektør, Henrik Nielsen til en drøftelse om relation og samarbejde. Det var ikke fordi, at Ældrerådet havde særligt behov for direkte at involvere kommunaldirektøren i rådets sager, idet rådet jo på alle rådsmøder normalt har deltagelse af centercheferne for Sundhed og Omsorg samt Teknik og Miljø. En ordning som Ældrerådet sætter stor pris på. Der var enighed om, at man mødes 1 gang om året på Ældrerådets initiativ. Videre drøftede man Ældrerådets budget, tilbagemeldinger på høringssvar m.m.

Formanden havde forberedt et udkast til et høringssvar vedrørende kvalitetsstandard for tryghedsskabende velfærdsteknologi, hvilket blev godkendt med bemærkning om, at hjælpemidlerne ikke må erstatte
personlig hjælp.

Også et udkast til Ældrerådets budget 2022 blev forelagt til rådets godkendelse. Forslaget blev godkendt og tilsendes kommunen. Det indeholder en forhøjelse fra de nuværende kr. 102.000 til 138.500. Den kraftige forhøjelse skal ses i lyset af, at kommunen ved sidste års budget havde nedsat budgettet fra kr. 119.000 til 101.000 med begrundelse, at udgifterne til det nyoprettede Udsatteråd skulle finansieres af Ældrerådet og Handicaprådet. Det efterlod Ældrerådet i en situation, hvor deltagelse i aktiviteter fra Danske Ældreråd, Regionsældrerådet og egne eventuelle borger- og temamøder var stærkt begrænset. At det så på grund af Corona situationen med deraf følgende aflysninger var nok, var så en anden sag.

16. august

August-mødet blev indledt med en orientering fra PMT - herunder status på implementering af sundhedspolitikken, salget af Strøbyhjemmet og biodiversitet. Det blev besluttet, at invitere medarbejdere fra Teknik og Miljø til en temadrøftelse vedrørende det sidste til september-mødet.

Sundhed og Omsorg har problemer med at få vikarer. Det medførte, at man måtte varsle mulige aflysninger. Årsagen var, at mange arbejdede på testcentrene. Skal drøftes i MED-regi. På et
kommende chefseminar vil man drøfte rekruttering og fastholdelse af medarbejdere.

Der har tidligere været rejst spørgsmålet, om pårørende kan få aktindsigt i oplysninger under UTH (utilsigtede hændelser). Da oplysningerne er omfattet af tavshedspligten, er der ingen adgang.

Økonomi deltog i mødet og orienterede om budgetforslag 2022 for SSU.

Centerchefen fortsatte med blandt andet at orientere om behov for at dele hjemmeplejegruppe syd op i to grupper, én gruppe i Store Heddinge og én i Rødvig, puljer til dækning af henholdsvis øgede udgifter på grund af demografi og udgifter til borgere og dermed behov for mere hjælp, overnatningspladser på Café Stevnen, vikarkorps, hvor et revisionsfirma har regnet på fordele og ulemper med konklusionen, at det ikke er realistisk, Ankestyrelsens omgørelsesprocenter 2020 og MED-strukturen.

Ældrerådet behandlede et høringssvar til det kommunale budget 2022, som indgår i fagudvalgenes behandling - svaret er detaljeret og der henvises til referatet fra mødet. Mulighed for senere at indgive endnu et høringssvar.

Madservice har inviteret 2 deltagere til et møde den 25. august, hvor Ældrerådet gerne vil drøfte kvaliteten af den vakuumpakkede mad, mulighed for at vælge mellem Stevns Kommunes Madservice og privat leverandør, hvordan man undgår fejlernæring m.m.

20. september

Som nævnt på sidste møde havde Ældrerådet ønsket en temadrøftelse om biodiversitet og naturpleje. Ud over Ældrerådet var 3 medarbejdere fra forvaltningen mødt frem. Rådsmedlemmerne blev orienteret om, hvad biodiversitet egentlig er, samt indsatsen fra kommunen. Ældrerådet udtrykte bekymring for, at der kunne opstå fremkommelige hindringer for brugere af rollator og kørestol, samt pasning af egne haver, hvis man ikke selv magter det. Ældrerådet blev opfordret til at kontakte Natur og Miljø, hvis man kender til problemer på området.

På mødet forelå forslag til Ældrerådets andet høringssvar vedrørende Stevns Kommunes budgetforslag 2022. I høringssvaret tilsluttede rådet sig kommunalbestyrelsens forslag om en skattestigning fra 25 % til 26 %. Det var en forudsætning, at besparelsesforslagene på ældreområdet blev fjernet - hvilket de også blev ved 2. behandlingen af budgettet.

Yderligere forelå et forslag til høringssvar vedrørende udbud af bleer. Forslaget blev godkendt.

I orienteringen fra PMT orienterede centerchefen blandt andet om pesticider i drikkevandet fra almene vandværker, ”Stevns skaber liv” og ansøgning om pilotnaturpark ved Tryggevælde Ådal.

I nyt fra Sundhed og Omsorg orienterede centerchefen blandt andet om plejecenterplanen, der skal tilpasses i forhold til det nye plejecenter og om besøgsregler og retningslinjer på plejecentrene. Der er ingen overordnede regler, hvorfor det er den enkelte leder, som sammen med de ansatte og Bruger- og pårørenderåd aftaler retningslinjerne.

Centerchefen fortsatte med SSU´s dagsorden. Blandt andet med fokusområder ved de kommende uanmeldte tilsyn af en ekstern konsulent. Fokusområder i år er aktiviteter på plejecentrene.

Der er ansat en ny leder for Stab og Sundhed og en ny medarbejder i Team Cura. Der udspandt sig en drøftelse om udfordringer med at rekruttere plejepersonale. Forskellige muligheder
blev nævnt som for eksempel hjælp fra unge, teams sammensat af faglærte og ufaglærte, bruttonormering/flere fastansættelser og springerstillinger, som kan minimere brugen af eksterne vikarer.

Det kommende ældrerådsvalg var på dagsordenen. Her oplyste rådets sekretær, at valgbussen der kører rundt med brevstemmer til kommunalvalget, også tager imod brevstemmer til ældrerådsvalget.

Forvaltningen har modtaget 13 kandidatanmeldelser, hvoraf én har trukket sig. Ældrerådet foretog lodtrækning for at afgøre rækkefølgen af navne på stemmesedlerne.. Videre blev bemandingsplanen på valgstederne drøftet, samt kandidater som stiller op til både kommunalbestyrelsen og ældrerådet. Der er ikke noget lovgivningsmæssigt der forhindrer dette. Ældrerådet besluttede, at der ikke skal afholdes valgmøder med borgerne, da interessen for et par orienteringsmøder tidligere var meget lille.

1. november

Intet fra centercheferne, som begge var forhindret i deltagelse.

Et høringssvar var til godkendelse. Udbud af ortopædisk fodtøj, som blev godkendt. Et andet høringssvar vedrørende lokalplantillæg for nye plejecenterboliger blev godkendt. Og et tredje høringssvar vedrørende udbud af kompressionsstrømper blev ligeledes godkendt.

Ældrerådet  havde modtaget en borgerhenvendelse vedrørende en sag om sommerhusbebyggelse ved Strøby Ladeplads. Rådet besvarede henvendelsen med, at sagen ikke henhører under rådets formål og opgaver. 

29. november

Det var så det sidste møde for Ældrerådet 2018 – 2021. Rådet havde sat en evaluering af ældrerådsvalget den 16. november på dagsordenen. Overordnet gik afviklingen af valghandlingen godt på de 4 valgsteder. Stemmeprocenten blev 60,8, hvilket var noget lavere end valget i 2017. Corona-situationen var formentlig en del af årsagen. En anden årsag kunne være manglende synlighed i pressen. Men her handler det også om rådets økonomi. Ældrerådet vil opfordre det kommende Ældreråd 2022 – 2025 til at arbejde for større synlighed.

Af rådets 9 medlemmer genopstillede de 8, som alle blev genvalgt. Dorete Olsen genopstillede ikke.

Vedrørende valgret til Ældrerådet, har rådet rettet henvendelse til Danske Ældreråd. Rådet finder, at der kan opstå habilitetsproblemer, såfremt et rådsmedlem samtidigt er medlem af kommunalbestyrelsen. Medlemmerne er valgt som enkeltpersoner og ikke som repræsentanter for politiske partier, interesseorganisationer m.fl., hvilket kan medføre tvivl om, hvilke interesser et sådant medlem varetager på rådsmøderne. Ligeledes kan man ikke se bort fra, at sådanne drøftelser om habilitet på møderne, kan medføre et dårligt arbejdsklima.

Rådet ønsker derfor en lovændring, der hindrer samtidigt medlemskab af Ældrerådet og kommunalbestyrelsen. 

I sit svar fra Danske Ældreråd erkendes det, at et sådant dobbelt medlemskab ”potentielt kunne give anledning til problemer”. Men ”vi skal vælge vores kampe i forhold til at få ændret lovgivningen” og peger i
stedet på fremmødevalg, som mange ældreråd er optaget af.

Ældrerådet vil opfordre det kommende ældreråd til, at fremføre ovennævnte på Danske Ældreråds kommende repræsentantskabsmøde.

Ældrerådet havde også en evaluering af rådets funktionsperiode på dagsordenen. Der var enighed om, at afviklingen af møder fungerede godt under den nuværende form. Generelt set var der tilfredshed med de faste punkter.

Rådet har i valgperioden haft ønske om, at afholde borgermøder. Næste års budget giver mulighed for dette. Men også arrangementer, temadage osv., hvilket videregives til det nye ældreråd. Også på dette rådsmøde, var centercheferne forhindret i deltagelse af rådsmødet.

Rådets sekretær orienterede om rådets nuværende budget og det kommende for 2022. Til budgettet for 2022 havde rådet tilsendt kommunen sit budgetforslag. Rådet havde her igen peget på, at den kraftige nedsættelse af budgettet i 2020 og 2021 begrænsede rådets aktiviteter i en sådan grad, at aktiviteterne nærmest var begrænset til rådets mødeudgifter. Det var derfor særdeles glædeligt, at kommunalbestyrelsen havde lyttet og godkendt vort budgetforslag. Tak for det.

Afslutning

Beretningen giver ikke udtryk for alt, hvad Ældrerådet har set, hørt og deltaget i. Men vi håber, at den giver et varieret billede af rådets arbejde i 2021.

Vi takker kommunens politikere og forvaltning for imødekommenhed ved vore henvendelser.

Rådsmødet afsluttede med, at formanden takkede medlemmerne for indsatsen i gennem året og for hele valgperioden. Der havde været stor enighed i rådets beslutninger, hvilket havde skabt respekt om rådets
arbejde. Dorete Olsen, der som den eneste af rådets medlemmer efter eget ønske ikke fulgte med over i det nye Ældreråd, fik en særlig tak i form af en stor buket blomster. Ligeledes takkede formanden – på
rådets vegne sekretæren, Tine Vestermark Nielsen, for godt arbejde og bistand i mange ting.

Ældrerådet ønsker kommunens politikere, forvaltning og borgerne et godt nytår 2022

Lilly Meisner Pedersen, Bodil Nielsen, Dorete Olsen, Jette Olsen, Susanne Kierch, Britta Jensen-Terpet, Hans C. Bech, Anna K.M. Hansen, Peder Maimann Olsen.

Herefter drog rådet til Strøby Egede for dér - hos Britta, at afslutte de 4 år med en dram og god mad, og der ønskede hinanden en god jul og et godt nytår.

Indholdsfortegnelse