Mit barn skal starte i skole

Nu skal du skrive dit barn op til 0. klasse for skoleåret 2023/2024.

Plejebørn

Bemærk at hvis du har et plejebarn skal du henvende dig i Borgerservice, som hjælper dig videre.

Bestil tid i borgerservice

Skolerne i Stevns

Læs mere om de forskellige skoler og se køreplan for skoleindskrivning gældende 2023-2024: 

Værd at vide om skolestart og frit skolevalg

 

 

Velkommen i folkeskolen i Stevns Kommune

Børn & Læring byder børn og forældre velkomne i Stevns Kommunes folkeskoler.

Vi arbejder hver dag for at skabe de bedste rammer for at dit barns skolegang bliver positiv, udviklende og lærerig.

I Stevns Kommune har vi tre folkeskoler med SFO’er

Hotherskolen

SFO: Krudthuset

Faxevej 4

4652 Hårlev

Tlf. 56 57 53 20

hotherskolen@stevns.dk

www.hotherskolen.dk

Store Heddinge Skole

SFO: Hopstar

Kronhøjvej 4

4660 Store Heddinge

Tlf. 56 57 54 90

sthskole@stevns.dk

www.storeheddingeskole.dk

Strøbyskolen

SFO: Indskolingshuset

Lendrumvej 1

4671 Strøby

Tlf. 56 57 58 28

stroebyskolen@stevns.dk

www.stroebyskolen.dk

Hver skole – hver sit distrikt

Stevns Kommune er delt op i tre skoledistrikter. Jeres hjemadresse afgør, hvilken distriktsskole jeres barn er tilknyttet, og her kan du altid få dit barn optaget. Ønsker du, at dit barn skal gå på én af kommunens andre skoler, skal du gøre opmærksom på dette, når du indskriver dit barn. Hvis skolen har plads i en eksisterende klasse, vil dit ønske normalt blive opfyldt.

Du kan finde de enkelte skoledistrikter på Dingeo.dk.

Indskrivning til folkeskoler eller fri- og privatskoler

Alle børn skal som udgangspunkt begynde i 0. kl. i det kalenderår, hvor de fylder 6 år, og alle børn skal begynde deres skolegang i 0. klasse – det vil sige at denne årgang er obligatorisk at følge.

Du kan se datoer og andre oplysninger om skoleindskrivningen på den enkelte skoles hjemmeside. Bemærk - deadline for indskrivning er den 15. december og sker via www.indskrivning.dk, hvor du også kan indmelde dit barn i SFO.

Elever, hvor der forventes visitation til specialtilbud, skal ikke indskrives her. Når visitationen er på plads kommer der besked om skoleplacering.

Hvis du ønsker, at dit barn skal gå i en privatskole - eller i en folkeskole i en anden kommune - skal du selv tage kontakt til den pågældende skole for indskrivning og selv melde ud fra børnehaven. Den digitale indskrivning via indskrivning.dk skal dog stadig gennemføres.

Er barnet klar til skole?

Barnets skolestart kan ifølge loven udsættes et år, når det er begrundet af barnets udvikling. Forældre og dagtilbud drøfter barnets skoleparathed inden indskrivningen. Ansøgning om udsat skolestart udfyldes både af forældre og dagtilbud. Endelig godkendelse besluttes af centerchefen for Børn & Læring.

Fra dagtilbud til skole

I Stevns Kommune lægger vi vægt på, at skiftet fra børnehave til skole bliver så positivt og godt som muligt for dit barn. Derfor skabes en blid overgang i et tæt samarbejde mellem børnehave og den tilhørende distriktsskole.  Her møder de kommende skolebørn distriktsskolen og dens voksne. Personalet i henholdsvis børnehaver og skoler har et tæt samarbejde, så personalet i skolen får et godt fundament for at skabe en positiv, tryg og lærende hverdag for de nye elever i 0. klasse.

Brobygningstilbud

Fra den 1. april kan dit kommende skolebarn ikke længere gå i et kommunalt dagtilbud. I stedet kan barnet tilmeldes et heldagstilbud i den kommende folkeskoles SFO. Formålet er en blidere overgang til det at være skoleelev, for derved at få en positiv skolestart til august. Foruden socialt samvær med de nye kammerater, er der fokus på at lære skolen at kende og at øve grundlæggende skolefærdigheder.

Tilbuddet gælder også for de børn, der ikke har været tilmeldt dagtilbud tidligere, men som skal starte i 0. klasse efter sommerferien.

Undtaget er kommende skolebørn, der er visiteret til specialtilbud, idét de fortsætter i børnehaven til skolestart i august.

Info om tilmelding med videre kan du se på næste side.

I skole i 0. klasse

I 0. klasse går børnene i skole i 28 timer om ugen i gennemsnit.

Vi ønsker, at børnenes naturlige nysgerrighed og lyst til læring udvikles og stimuleres løbende. Vi tager udgangspunkt i børnenes kompetencer, hvor der i dele af undervisningen lægges vægt på den legende og aktive tilgang til læringen. Samtidig er børnene en del af et nyt og stort fællesskab, hvor der stilles mange nye sociale og faglige krav, som børnene efterhånden øver sig i at kunne være i på lige fod med de andre børn i klassen og på skolen.

Det faglige indhold i 0. klasse

Undervisningen omfatter følgende temaer og mål:

  • Sprog
    Barnet er opmærksomt på forskellige måder at anvende sprog på
  • Matematisk opmærksomhed
    Barnet kan anvende tal og geometrisk sprog i hverdagssituationer
  • Naturfaglige fænomener
    Barnet kan ud fra viden og erfaring færdes iagttagende i naturen
  • Kreative og musiske udtryksformer
    Barnet kan udtrykke sig i billeder, musik og drama
  • Krop og bevægelse
    Barnet kan foretage valg, der styrker og udvikler kroppen
  • Engagement og fællesskab
    Barnet kan bidrage til fællesskabet og drage omsorg for sig selv og andre

Skole-hjem-samarbejde

Samarbejdet mellem skole og hjem foregår via den daglige kontakt, forældremøder, skole-hjem-samtaler samt via kommunikationsplatformen Aula. Gennem Aula gives informationer om skolen og dit barns dagligdag, og det er også her, at du kan kommunikere med klassens/SFO’ens personale.

SFO

I forbindelse med indskrivningen til skole, kan du tilmelde dit barn til opstart i heldagstilbuddet i SFO pr. 1. april.

Her tilmeldes barnet automatisk morgen- og eftermiddagsmodul, da ordningen er et heldagstilbud.

Det er ikke muligt at fravælge morgenmodulet for perioden 1. april til 1. skoledag.

Hvis der alene er behov for SFO om eftermiddagen efter første skoledag i august, kan dette angives ved indskrivningen.

Ved senere udmelding sker dette via pladsanvisningen, som skal ske med 1 måneds varsel

til den 1. i måneden.

Bemærk: juli er betalingsfri måned for SFO.

Lukkedage og feriepasning:

Du skal være opmærksom på, at SFO’en holder lukket:

  • De tre dage før påske
  • Fredag efter Kr. Himmelfartsdag
  • 5. juni (Grundlovsdag)
  • Uge 29
  • Uge 42
  • Dagene mellem jul og nytår

De enkelte skoler, herunder SFO’erne har egen feriepasning den 22. og 23. december samt 2. januar.

Hvis du ikke selv har mulighed for at få passet dit barn, tilbyder vi feriepasning på én af skolerne - gælder dog ikke Grundlovsdag.

Den skole, som står for den aktuelle feriepasning, tilrettelægger feriepasningen.

Se hvilken skoles SFO, der har feriepasningen på Stevns Kommune hjemmeside.

Åbningstider og takster

Se de aktuelle åbningstider og takster på Stevns Kommune hjemmeside.

Transport til skole

Se flere oplysninger om transport til skole på Stevns Kommunes hjemmeside.

Mere info

www.stevns.dk eller borger.dk kan du finde yderligere oplysninger om skoleforhold.

Som udgangspunkt skal jeres barn starte i skole det år, han/hun fylder seks år. Når det er tid til at skrive jeres barn op til skolestart, får I besked fra kommunen. Det sker enten via et brev eller gennem annoncer i dagspressen, fx lokalaviser.

Er I i tvivl om, hvorvidt jeres barn er modent nok og klar til at starte i skole, kan I henvende jer til skolen og få en samtale, der kan hjælpe jer til at tage den rigtige beslutning.

I kan få flere oplysninger om jeres muligheder og om de forskellige folkeskoler ved at henvende jer til kommunen.

Du skal indskrive dit barn som elev i folkeskolen digitalt.

Jeg har ikke NemID - hvad gør jeg?
På privatskole
Hvis dit barn skal gå på en privatskole, skal du selv henvende dig til den enkelte skole. Hver skole har sine egne regler for indskrivning og optagelse, men i de fleste tilfælde er det en god idé at skrive dit barn op i god tid.

Bliver dit barn tilbudt en plads på en privatskole, kan du vælge at kontakte den kommunale distriktsskole, som barnet ellers skulle have gået på, og fortælle, at I ikke skal bruge pladsen.

I nogle kommuner skal man underrette den distriktsskole barnet er blevet indskrevet på. På den måde kan kommunen holde styr på, om den lever op til sit ansvar for, at ethvert undervisningspligtigt barn i kommunen bliver indskrevet i folkeskolen eller modtager undervisning.

Tidlig start
Hvis skole, dagtilbud og forældre sammen vurderer, at barnet er modent og kan følge en skoleundervisning, kan skolelederen i samrådet med barnets forældre beslutte, at barnet kan begynde i skole tidligere end normalt. Barnet kan tidligst begynde i skole i det kalenderår, hvor han/hun fylder fem år inden den 1. oktober.

Hvis forældre ønsker tidlig skolestart, kan de kontakte kommunens skoleforvaltning og få at vide, hvordan de skal forholde sig. De kan også henvende sig til den lokale folkeskole.

Sen start
Hvis I som forældre - i samråd med skolen og fx barnets daginstitution - vurderer, at jeres barn ikke er modent til at starte i skole som seksårig, kan I anmode om, at der sker et års udsættelse af skolestart. Det er kommunalbestyrelsen, der skal godkende, at skolestarten bliver udsat. Beslutningen om at udsætte undervisningspligten skal træffes i kalenderåret, hvor barnet fylder seks år og senest før skoleårets start den 1. august.

Skolerne i kommunen hører til hvert deres skoledistrikt. Jeres bopælsadresse bestemmer, hvilket skoledistrikt I hører til, og altså hvilken skole jeres barn vil blive tilbudt en plads på.

På kommunens hjemmeside kan I finde flere oplysninger om, hvilken skole jeres barn tilhører.
Men der er frit skolevalg, og det betyder, at hvis I ikke ønsker, at jeres barn skal gå på folkeskole i jeres skoledistrikt, kan I frit vælge at indskrive jeres barn i en folkeskole, der ligger uden for jeres skoledistrikt eller i en helt anden kommune, så længe der er plads.

Der er åbenhed om en række nøgletal på skolerne. Er du interesseret i at kende til trivslen, karaktergennemsnit, fraværsprocenten mv. for dit barns skole, så gå på Uddannelsesstatistik.dk (nyt vindue). Fremsøg skolen i søgefeltet.

Det er obligatorisk for alle børn at gå i børnehaveklasse, også kaldet 0. klasse. Det er især pædagogisk uddannede børnehaveklasseledere, der underviser, men lærere kan også stå for en del af undervisningen. Dele af undervisningen i børnehaveklassen kan foregå sammen med 1. og 2. klasse, så klasserne har fælles timer. På mindre skoler kan al undervisning for de tre årgange være fælles.

Med den seneste ændring af folkeskoleloven, er den samlede mindste undervisningstid i børnehaveklassen ændret til 1.110 timer. Det er desuden blevet muligt for kommunalbestyrelsen at fravige reglerne om en mindste varighed af undervisningstiden.

Fagligt indhold

Børnehaveklassen er et overgangsår, hvor børn kan blive fortrolige med at gå i skole, og hvor de lærer nogle grundlæggende ting. Fx skal børnene:

  • lære tal og bogstaver at kende
  • lære at lytte til og genfortælle en historie
  • begynde at arbejde med skrift.

Derudover arbejder børnene med kreativitet og musik, bevægelse og natur. Et af målene med undervisningen er desuden at lære børnene nogle sociale færdigheder, såsom at arbejde i grupper og blive fortrolige med reglerne i en klasse.

Er I forældre til et barn med et handicap eller en funktionsnedsættelse, kan I med fordel starte i god tid med at planlægge skolestarten - gerne et til to år, før det bliver aktuelt. Det er en god idé at få sat navn på og få inddraget den person, der skal koordinere overgangen mellem børnehave og skole. Det er som regel sagsbehandleren eller en person fra pædagogisk-psykologisk rådgivning (PPR), der varetager koordineringen.

Hvis I vil klage over noget i forbindelse med jeres barns skolestart, kan I først henvende jer til skolelederen, der har det overordnede administrative og pædagogiske ansvar for skolen.

Er I ikke tilfredse med skolelederens afgørelse, kan I inden fire uger klage til kommunen. Kommunens afgørelse kan ikke ankes til anden myndighed.