Jeg er bekymret for et barn eller en ung?

Du har pligt til at underrette kommunen, hvis du er bekymret for et barns eller en ungs trivsel og udvikling. Underretningspligten gælder både fagpersoner og almindelige borgere.

Hvis du er bekymret for et barns eller en ungs udvikling eller får kendskab til, at et barn eller en ung under 18 år udsættes for overgreb, nedværdigende behandling eller lever under forhold, som bringer dets sundhed eller udvikling i fare, skal du underrette kommunen. 

Fagpersoner (fx lærer, pædagog og sundhedsplejerske) har skærpet underretningspligt i forhold til de børn og unge, de møder i deres arbejde. Som fagperson skal du benytte den ikke anonyme selvbetjeningsløsning. 

Underret om børn/unge (anonym)

Underret anonymt om børn/unge via borger.dk

Underret om børn/unge (ikke anonym)

Underret om børn/unge via borger.dk

Underretning
Når du laver en underretning, skal du være så konkret som mulig. Beskriv, hvad har du set, hørt og oplevet, og hvad din bekymring går på.

Du vælger selv om du vil være anonym. Har du ikke dit Mit-ID ved hånden, vælger du bare løsningen, hvor du er anonym, og så kan du selv vælge, om du vil indtaste dine personlige oplysninger.

 

Værd at vide om underretninger

Du har mulighed for at være anonym, når du sender underretningen. Ønsker du at være anonym, skal du ikke opgive dit navn, når du underretter.

Hvis du oplyser dit navn, har kommunen pligt til at notere det. Personer med ret til aktindsigt vil herefter kunne få det oplyst. 

Anonyme underretninger behandles på samme måde som ikke anonyme underretninger. 

Vi læser altid underretningen indenfor 24 timer og vurderer, om barnet eller den unge er i akut fare. Vi handler hurtigt, hvis vi vurderer, at det er nødvendigt. 

Når du har underrettet om din bekymring, får du en skriftlig kvittering på modtagelsen, hvis du har opgivet dit navn. 

Som underretter kan du ikke få oplysninger om, hvad der sker i sagen, da sagen indeholder personfølsomme oplysninger og er fortrolig. 

Hvis du som fagperson har sendt en underretning, vil du, med mindre særlige forhold gør sig gældende, få en tilbagemelding på, om underretningen har ført til en børnefaglig undersøgelse eller indsatser for barnet eller den unge.  

Din skærpede underretningspligt som fagperson går forud for din tavshedspligt. Det betyder, at du er særlig forpligtet til at underrette kommunen om din bekymring for et barn eller en ung. 

Den skærpede underretningspligt opfyldes ikke ved, at du orienterer din nærmeste leder om din bekymring. 

Den skærpede underretningspligt gælder kun, mens du udøver dit erhverv som fagperson. Når du ikke udøver dit erhverv som fagperson, gælder den almindlige underretningspligt. 

Står du i en akutsituation uden for kommunens åbningstid, kan du kontakte Midt- og Vestsjællands Politi direkte på 114.

De vil så formidle kontakt til kommunens vagtberedskab.